20 jul Alt du skal vide for at lægge en smuk, rød læbestift
Med flotte røde læber opnår du et klassisk og elegant look, samtidig med at du skiller dig lidt ud fra mængden. En rød læbestift kan både være sexet, feminin og dramatisk. Det hele afhænger af den røde læbestift kombineret med den teknik, som du bruger.
Når du vælger at lave røde læber, så dominerer læbestiften dit look. Den røde farve er meget iøjnefaldende, og derfor skal makeuppen gerne sidde lige i skabet. Til gengæld får du så virkelig også et flot og meget tidløst resultat.
I denne artikel får du tips til den helt rigtige teknik til at lave smukke røde læber. Vi guider dig også til at vælge den rigtige røde farve, og vi hjælper dig med at style din læbestift til en dag på kontoret eller en aften i byen.
Hvordan lægger jeg en klassisk rød læbestift?
Når du står over for at skulle lægge en rød læbestift, er dit første indskud måske, hvordan du overhovedet gør.
De smukkeste røde læber er helt simple, og netop derfor kræver det masser af koncentration og fokus på detaljerne. Der er forskellige teknikker og metoder til at lave fine røde læber. I videoen nedenfor kan du se Sine Ginsborgs bud på et flot og klassisk look:
Som du kan se i videoen, er de helt små detaljer med til at gøre dette look til noget helt særligt. Når du lægger din røde læbestift, skal du for eksempel altid have fokus på at:
- Preppe dine læber først. Læberne skal være fugtede og sunde for at læbestiften bliver jævn og holdbar. Derfor er det en god idé at give dine læber en pomade og lade den sidde lidt, før du går i gang.
- At tænke over den outline, som dine læber skal have. Hvis du bare begynder at farve, kan looket hurtigt blive skævt eller uformeligt. Som vist i videoen kan det derfor være smart at bruge din lipliner til at markere, hvor læbestiften skal gå til.
- Markere kanten til sidst. Fordi den røde farve er så iøjnefaldende, skal den stå skarpt. Og du kan netop gøre dit look endnu mere præcist, hvis du bruger din lipliner til at tegne kanten på læberne op til sidst.
Læg mærke til, at denne teknik til den klassiske røde læbestift ikke kræver særlig mange produkter. Du kan komme rigtig langt med en god lipliner og en rød farve. Så selvom looket kræver lidt teknik, så er det i bund og grund ret simpelt at lave.
Hvilken rød farve passer til mig?
Den postkasserøde læbestift som bliver vist i guiden ovenfor passer med sin klare og rene farve til de fleste. Det er en af grundene til, at dette look er så klassisk. Men du kan sagtens bruge samme teknik med andre nuancer af rød læbestift.
For eksempel er de klassiske røde læber en rigtig god base for at lave et mere festligt look a la det i denne video:
Der findes mange varianter inden for rød læbestift, og mens nogle er helt lette og naturlige, er andre farver meget mørke og dramatiske. Mens mørke farver virker rigtig godt for nogen, så virker de lysere nuancer bedre for andre.
Derfor er det altid godt at tænke over, hvilken rød læbestift, der passer bedst til dine farver. På den måde opnår du mere balance i dit look – og du risikerer ikke, at farven bliver for dominerende eller vasker dit ansigt ud.
Farveguide til læbestift
Når du skal vælge en læbestift, skal du kigge på din hudtone. I denne guide til at finde den perfekte farve til din læbestift får du gennemgået, hvilke farver, der passer til hvilke hudtyper.
For eksempel kan dig, som har gylden hud, få rigtig meget glæde af orangerøde nuancer på din læbestift. Til sammenligning klæder kirsebærrød, rødbrun eller tomatrød bedre de lyse hudtoner.
Hvis du virkelig har forelsket dig i en specifik rød farve, skal du dog ikke være bange for at tage den på. Så kan du til gengæld tænke lidt ekstra over, hvordan du styler din læbestift. Med den rigtige styling kan du nemlig sørge for, at læbestiften komplimenterer dit ansigt frem for at dominere det.
Hvordan styler jeg en rød læbestift?
Du kan i bund og grund style din røde læbestift på mange forskellige måder. Men en god regel er, at en vild farve skal matches med en enkel makeup og et simpelt outfit.
Ideen bag den røde farve er at tiltrække opmærksomhed og skabe fokus på dine læber. Hvis du har gang i for mange andre ting med din øjenmakeup eller dit tøj, risikerer du at ødelægge den effekt. Her får du to tips til enkle men elegante måder at style din røde læbestift på.
Den lille sorte kjole
Den lille sorte er en klassiker i de fleste kvinders klædeskabe. Og når du laver smukke røde læber, er det et rigtig godt tidspunkt at hive den sorte kjole frem. Det enkle snit og den rene sorte farve er en perfekt og meget elegant baggrund for den røde farve – uanset om læbestiften er postkasserød, glitrer eller er mørk og dramatisk.
Smokey eye
Når det kommer til makeup, så går du aldrig galt i byen med at kombinere din røde læbestift med et klassisk smokey eye. På samme måde som med en sort kjole er den enkle, men dramatiske sorte makeup nemlig en god kontrast til de farverige læber.
Når du kombinerer røde læber med smokey eyes, skal du være opmærksom på, at det ikke bliver for meget. Hvis du lægger en meget mørk eller iøjnefaldende farve på læberne, kan en tung øjenmakeup godt blive voldsom. I det tilfælde kan du overveje at gå den helt anden vej med en meget let øjenskygge eller mascara.
Hvordan får jeg min røde læbestift til at holde?
En rød læbestift kan være noget af det smukkeste, lige når du lægger den. Men det hjælper ikke særlig meget, hvis læbestiften er forsvundet igen i løbet af et par timer. Og det er der desværre mange kvinder, som oplever – især når de skal spise og drikke med farven på.
Hvis din røde læbestift skal holde, er det vigtigste faktisk at du gør et grundigt forarbejde. Som Sine Ginsborg demonstrerer i video-guiden, er det vigtigt med fugtede og bløde læber. Det skyldes ikke kun, at resultatet bliver flottere. En jævn og glat overflade får også farven til at sidde bedre fast.
Hvis du vil sikre dig at dine læber er ekstra bløde og sunde, kan du give dem en peeling i ny og næ. Du kan finde en opskrift på en hjemmelavet læbe-scrub lige her.